|
For
15 år siden, den 13. marts 1995, bragte lokale aviser i den
polske by Brzeg nær Wroclaw en dødsannonce over en tidligere
sergent i den polske hær, den 94-årige Franciszek Gajowniczek.
Dermed blev der sat punktum for en tragisk og dog vidunderlig
historie om barmhjertighed, godhed og offervilje, der udspillede
sig i dødslejren Auschwitz midt i det nazistiske inferno af
ondskab og massemyrderier – historien om fange nr. 16670 Fader
Maximilian Kolbe, der med sit budskab om næstekærlighed
frivilligt gav sit liv i august 1941 for netop Gajowiczek.
Beretningen om Fader Kolbe tager sin begyndelse i 1894, hvor
Raymond Kolbe blev født i Lodz i Polen, i et fattigt hjem, hvor
forældrene arbejdede som vævere. Allerede i 1910 sluttede han
sig til Franciskanerordenen og blev munk, under navnet Maximilian.
Han studerede i Rom og blev ordineret i 1919, hvorefter han vendte
tilbage til Polen for at undervise i kirkehistorie og religion på
et seminarium.
I 1930 tog han til Asien, hvor han grundlagde munkeklostre i Japan
og Indien, men blev kaldt tilbage til Polen seks år senere for at
lede klostret ved Warsawa. Nazityskland
invaderede Polen i 1939, og med stigende brutalitet blev jøder og
andre grupper udsat for forfølgelser og terrorhandlinger. Hitlers
plan om jødernes totale udryddelse begyndte at gå op for
Maximilian Kolbe i al sin gru, og han lod uden tøven klostret
huse og beskytte flere tusinde polske flygtninge, heraf de fleste
jødiske.
I maj 1941 blev klostret lukket, Kolbe arresteret og ført til KZ
Auschwitz. I lejren fortsatte Fader Kolbe sin præstegerning,
afholdt små gudstjenester de mest usandsynlige steder og holdt
modet oppe hos sine medfanger. Fangerne blev systematisk udsultet
næsten til døde, og overlevende
har fortalt, hvorledes munken ved mange lejligheder overlod sin
sparsomme ration af brød eller suppe til andre.
En læge, der førte nødtørftigt tilsyn med de udsultede og syge
fanger, kunne efter krigen berette, hvorledes Kolbe til stadighed
ofrede sig for sine medfanger. Mange kravlede hen over barakkens
gulv om natten bare for at være i nærheden af Fader Kolbes briks
for at søge trøst og lindring. Altid bad Kolbe sine medfanger
tilgive de nazistiske bødler, altid bad han dem svare igen på
uhyrlighederne med kærlighed og godhed …
I juli 1941 flygtede en fange fra Fader Kolbes barak – det var
skæbnesvangert: i Auschwitz var det en regel, at 10 medfanger
ville blive henrettet uden videre som gengældelse for flugt.
SS-kommandanten Karl Fritsch lod barakkens 600 fanger stille op på
rad og række, og efter mange timers venten i hede og bagende sol
blev de udmattede fanger vidne til et optrin, de aldrig skulle
glemme. Overlevende har efter krigen fortalt, hvordan kommandanten
råbte højt, mens han truende pegede på dem: ”Flygtningen
er ikke blevet indfanget – som straf vil 10 af jer blive smidt i
Blok 13 og sultet ihjel …”
De skræmte fanger havde alle hørt om rædslerne i
Blok 13, den ubønhørlige sultedød, den værste, mest frygtede
straf af alle.
10 af fangerne blev herefter udpeget, blandt dem Franciszek
Gajowniczek, der var fængslet og sendt til Auschwitz for sin
medvirken i den polske modstandsbevægelse. Han kunne ikke
tilbageholde et gisp af fortvivlelse: ”Min stakkels kone”,
græd han stille, ”Mine stakkels børn! Hvad vil der ske med
dem ?”
Da trådte Fader Maximilian Kolbe frem fra sin plads i rækken.
Uden frygt stillede han sig foran kommandanten og bad med fast
stemme på tysk:”Jeg vil gerne fremsætte et ønske .. Jeg er
en katolsk præst. Lad mig tage hans plads. Jeg har ikke familie
.. Jeg er gammel og syg – han kan arbejde mere .. ”
SS-kommandanten troede ikke sine egne øren. Aldrig tidligere
havde en fange vovet at henvende sig direkte til ham, og idet han
greb efter sin pistol, råbte han forbløffet: ”Hvad ønsker
dette polske svin
?”
Fader Kolbe pegede på den dødsdømte Franciszek Gajowniczek og
gentog, at han ønskede at gå i døden for ham og tage hans plads
i Blok 13. Kommandanten var lamslået men gik efter et øjebliks
overvejelser ind på anmodningen. Nazisterne kunne velsagtens få
mere ud af den unge arbejder som den ældre munk - Gajowniczek
blev derefter ført tilbage til rækkerne, og munken indtog hans
plads blandt de dødsdømte.
De 10 blev brutalt kastet ned ad bunkerens trapper til den
underjordiske celle i Blok 13, der blev stænget, og fangerne
overladt til en ubeskrivelig død af sult og tørst. En polak,
Bruno Borgowiec, gjorde tjeneste i bunkeren og kunne senere fortælle,
at Fader Kolbe hele
tiden forsøgte at opmuntre de øvrige med bønner, salmesang og
beretninger om Kristi Lidelse: ”Jeg følte det, som om jeg var i
en kirke. Fader Maximilian Kolbe begyndte og alle de andre
svarede. Nogle gange var de så fordybede i bønnen, at de ikke mærkede,
at vagterne kom og så på dem gennem gitteret”.
Efter 14 dages lidelser var 4 mirakuløst stadigvæk i live, men
cellen skulle bruges til nye fanger, og nazisterne besluttede at
give de 4 en dødbringende indsprøjtning. Fader Kolbe var den
eneste, der endnu var ved fuld bevidsthed, og med en bøn for sine
bødler på læben løftede han sin venstre arm.
Således blev Fader Kolbe myrdet i Auschwitz den 14. august 1941,
47 år gammel. Hans lig blev smidt i krematoriet som hundrede
tusinder før ham – og en million efter ham. Cellen, hvor han døde,
er nu gjort til et helligt sted, og Kolbe selv er blevet ophøjet
til helgen og martyr, kanoniseret af Pave Johannes Paul II ved en
ceremoni i Rom i oktober 1982. Tilstede ved højtidligheden var
Franciszek Gajowniczek, børn og børnebørn.
Franciszek Gajowniczek
Gajowniczek tilbragte 5 år, 5 måneder og ni dage i dødslejrenes
helvede og overlevede som én af de få, ligesom også hans hustru
Helena klarede sig igennem Holocaust i live. Men han kom ikke til
at se to sønner igen – de blev dræbt under et sovjetisk
bombardement i 1945 umiddelbart før hans løsladelse. Han døde
for 15 år siden, men han glemte aldrig den lasede munk. Efter sin
befrielse fra Auschwitz afgav han et højtideligt løfte om hvert
år den 14. august at besøge cellen i Blok 13 og ellers rejse ud
og fortælle om sin mirakuløse frelse. Han holdt sit løfte –
han brugte resten af sit liv på at hædre og ære Fader Kolbe
gennem utallige rejser i Europa og USA. Så sent som december
1994, tre måneder før sin død, besøgte den 94-årige polak St.
Maximilian Kolbe Catholic Church of Huston og fortalte om
Fader Kolbes uegennyttige næstekærlighed.
I 2002, 20 år efter helgenkåringen, blev et brev hentet frem fra
arkiverne og lagt frem for offentligheden – Fader Kolbes sidste
brev til sin moder, smuglet ud fra Auschwitz umiddelbart før
Kolbes død: ”Kære Moder, I slutningen af maj ankom jeg med tog
til koncencentrationslejren i Auschwitz .. Du kan have fred i
sindet om mig og mit helbred, thi den gode Gud er overalt, og han
handler med stor kærlighed på alt og alle.”
Louis
Bülow
|
